Holdbarheden på hvide tænder
Med tandblegning genvinder tænderne en mere hvid farve. Holdbarheden afhænger bl.a. af, hvilke fødeemner man indtager, om man ryger osv. Det typiske er, at resultatet holder i et par år.
Resultatet af en tandblegning er altid individuelt og man kan derfor ikke sige på forhånd, hvilken præcis farvenuance det er muligt at opnå for den enkelte. I nogle tilfælde er der tale om markante forandringer ‒ i andre tilfælde er det mindre markant.
For at opnå det optimale resultat af behandlingen, pudses dine tænder før blegning. Et generelt tjek af tænderne og afpudsning er altid godt inden du fortager en tandblegningen.
I følgende tilfælde bleger vi ikke tænder:
- Hvis du er gravid eller ammende.
- Hvis du er under 18 år.
- Hvis du har fået bleget tænder inden for de seneste 2 måneder.
- Hvis vi vurderer, at syreskader på tænderne eller andre særlige biologiske forhold gør, at behandlingen vil skade dine tænder. Vi lægger vægt på at vurdere dette på forhånd, så vi ikke skader dine tænder.
- Hvis du i forvejen har så hvide tænder, at det vurderes, at tandblegning slet ikke vil have nogen effekt. Hvis behandlingen ikke med stor sandsynlighed vil kunne gøre tænderne hvidere, er der ingen grund til at udføre behandlingen.
Her kan du se nogle af de spørgsmål, vi har modtaget angående tandblegning og hvide tænder sammen med de svar, tandlæger har givet.
Hvor hvide bliver mine tænder?
Det vil altid være individuelt, hvilket resultat man opnår med tandblegning. Tænderne bliver dog normalt ikke hvidere, end de har været på et tidligere tidspunkt i livet.
Det afhænger bl.a. af, hvilken tandfarve man er født med og mængden af farvede fødeemner, man tidligere har indtaget. Har du relativt lyse tænder i forvejen, vil de måske kun blive få nuancer hvidere efter en tandblegning.
Er dine tænder derimod meget gule, vil forskellen efter blegning typisk være større. Tandblegning farver ikke tænderne ‒ behandlingen mindsker de misfarvninger (farvestoffer), som med tiden er trængt ind i tænderne.
Kan fyldninger og kroner bleges?
Det er kun tandemaljen, der kan bleges. Det vil sige, at fyldninger, kroner og blottede tandhalse ikke bliver lysere. Mørke misfarvninger som følge af tidligere huller i tænderne bleges heller ikke, men man kan vælge efterfølgende at få fjernet disse og lagt plastfyldninger i stedet (spørg evt. din tandlæge).
Hvornår kan tandblegning gentages?
Vi fraråder at man bleger tænderne meget hyppigt. Du kan tidligst få genbleget dine tænder med en hel tandblegning efter 2 måneder, men det vil oftest ikke være nødvendigt i de første 6-8 måneder.